Det kunne være interessant at vide mere om Aalebækshuset.
• Hvor lå det?
• Findes det stadig?
• Er det mon en af Niels Rasmussens efterkommere, der bor i huset i dag?
Men eftersom beboerne i Aalebækshuset fra 1832 og frem er efterkommere af min tip-tipoldefars storesøster, var der andre ting, der lå øverst i bunken; så det varede et par år, før jeg vendte tilbage til Aalebækshuset og dets beboere.
Beboerne
Her kommer først en oversigt over beboerne i Aalebækshuset. Det er lidt snyd at starte med den, for så er løsningen jo i hvert fald delvis givet på forhånd, men det overblik, sådan en oversigt giver, er nu dejligt.
Mine aner er både i denne oversigt og i hele fortællingen om Aalebækshuset, skrevet med fed skrift.
Datoerne/årstallene under ægteparrene er datoen for deres vielse (eller mit bedste gæt).
Hvor lå Aalebækshuset?
En naturvejledningsfolder fortalte mig at
Ulse Sø har oprindeligt haft sit naturlige afløb længere mod øst for Dyrehaven. Afløbet har fulgt sogneskellet og er gået forbi Ålebækshus og videre til Freerslev Å lige syd for Dalby. Åens navn var Ålebækken.
I en anden folder fandt jeg så dette kort på side 46:
Ålebækshus er indtegnet på kortet ude i højre side. Så nu ved jeg, hvor huset ligger.
Højst sandsynligt er adressen i dag Ullerødvej 14, Haslev.
Er Aalebækshuset så stadig i Niels Rasmussens efterkommeres eje?
Jeg fortsatte efterforskningen af Kirsten Andersdatters eventuelle efterkommere ved Mariane Nielsdatter og Niels Pedersen i Aalebækshuset. Fra folketællingerne vidste jeg, at de havde mindst fire børn - alle med irriterende almindelige navne: Niels Christian, Lars, Peder og Ane Kirstine.
Første generation
Det logiske sted at starte var i folketællingen fra1901. Den viser at Aalebækshuset ejes af Lars Nielsens enke (altså sandsynligvis enken efter Mariane og Niels' søn nummer to, Lars, der døde i 1893).
Husfaderen hedder Peter Christian Pedersen, og husmoderen Kamilla Sophie Nielsen. Deres børn Niels Peter og Ana Hansigne bor der også, og ligeledes enken Kirstine Steffensdatter gift i 1860 og mor til hele ni børn, seks levende og tre døde ... Der er noget at arbejde med her.
• Kirstine Steffensdatter var ifølge folketællligne 1901 fra Tingjelle (Ting Jellinge, V. Flakkebjerg, Sorø) og gift i 1860, så jeg ledte, og se hun blev søreme gift med Lars Nielsen fra Aalebækshuset!
• Deres ene datter (af de ni) er netop Kamilla Sophie Nielsen, der i 1897 blev gift med Peter Christian Pedersen. Så jo, Aalebækshuset bliver i familien indtil videre, det var dem, der boede der i 1901.
De to, Kamilla Sophie Nielsen og Peter Christian Pedersen boede altså i Aalebækshuset fra 1901 og indtil den sidste indtastede folketælling i 1930. De fik hele otte børn og havde også en plejesøn.
Kamilla Sophie døde i 1930 og Peder Christian i 1938.
Næste generation
Folketællingen for 1940 er ikke indtastet - lige som i øvrigt den fra 1855, som jeg flittigt har brugt - og jeg havde forstået det derhen, at den var slettet. Hvorfra jeg havde den idé og hvorfor jeg ikke undrede mig over, at den var med på listen over folketællinger i Ulse sogn, må du nok spørge om. Jeg blev bragt på bedre tanker af en anden slægtsforskers TNG-fund. Dernæst tjekkede jeg selv, og fandt søreme Kamilla Sophie og Peder Christian Pedersens datter, Helga Kristine, hendes ægtemand, Ejner Ingeman Thomsen, og deres to sønner, Egon Henning og Karl Arne boende i Aalebækshuset i 1940.
Så kommer jeg kun lidt længere
Og der er vi så tæt på vor tid, at jeg ikke kommer længere - bortset fra ved at skrive til den nuværende beboer i huset og spørge til hans familieforhold eller huskøb. Og det har jeg ikke lyst til.
Ifølge ejendomsregisteret er huset på adressen opført i 1880, så det er nok bygget af Lars Nielsen og Kirstine Steffensen, der boede i Aalebækshus indtil imellem 1890 og 1901. Ja, det vil sige, Kirstine blev boende på aftægt indtil sin død i 1913.
Billede af huset i januar 2025 fra Google Maps:
Til toppen 🠉



No comments:
Post a Comment